Lige siden Rusland invaderede Ukraine, har snakken gået på landets guldåre:

Ruslands eksport af energi.

Men nu skinner guldåren tilsyneladende en anelse mindre gyldent.

Europa holder sig nemlig i vid udstrækning fra at købe russisk energi, og det betyder, at Ruslands statsejede energiselskab Gazprom for første gang i 20 år lander et underskud.

Det skriver CNN, som har set nærmere på energikæmpens regnskab for 2023.

Gazprom er sluppet ud af det forgangne år med et underskud på 629 milliarder rubler, hvilket svarer til godt 48 milliarder kroner.

Underskuddet kommer bag på analytikere, der faktisk havde regnet med, at Gazprom ville levere et overskud, ligesom tilfældet var i 2022, hvor Rusland invaderede Ukraine.

Rusland tjente knap 1,2 milliarder kroner på at eksportere energi de første seks måneder, efter landet invaderede Ukraine.

Men Ruslands energieventyr er nu ramt af europæiske sanktioner, som politikere gang på gang har kastet mod landet. EU-lande må blandt andet ikke importere olie og kul fra Rusland, og det er forbudt at importere flydende propangas.

Ifølge Reuters er den russiske eksport af naturgas faldet med 55,6 procent sidste år.

Det er uvist præcis, hvornår Gazprom sidst leverede et underskud, men man skal skrue tiden tilbage til slutningen af 90erne eller starten af 00erne, skriver CNN.

Gazprom tjente i 2022, hvad der svarer til godt 91 milliarder danske kroner.

Vi mangler en cykelmekaniker. Sådan lød det lettere oversat i en sketch fra den engelske komikergruppe Monty Python fra et par årtier siden. Verden i sketchen var udelukkende befolket af supermænd, men da en af dem styrtede på cykel, opstod der et problem.

For hvem skulle reparere cyklen?

Her mange år efter er det store spørgsmål, om det dilemma også kan ramme det danske arbejdsmarked og den danske jobfest i de kommende år.

Kommer vi skåret ind til benet til at mangle folk, der kan reparere vores cykler og bygge huse, når rigtigt mange danskere når pensionsalderen og begynder at trække sig tilbage?

Et svar på det spørgsmål kan man få ved at se på en analyse, som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, AE, har udarbejdet for Berlingske.

Heri har AE beregnet, at frem mod 2035 vil der være næsten 489.000 danskere, som vil kunne vælge at gå på pension.

Det er langt flere end de foregående år, og målt på uddannelse vil det være uhyre skævt fordelt på, hvem det er, som går på pension.

Det er 22,5 procent af den faglærte arbejdskraft, som kan gå på pension frem mod 2035, mens det kun er ni procent af akademikerne, som kan det samme.

Målt i antal personer er det omkring fire gange så mange faglærte som akademikere, der når alderen for folkepension frem mod 2035.

Hvornår de rent faktisk ender med at gå på pension, vides naturligt nok ikke.

»Vi skal tilbage til før statistikkerne for at finde et så stort generationsskifte, som der er på vej. Der er nogle rigtigt store årgange, som går på pension. Derudover er der skifte i uddannelse. Det vil være ældre faglærte, som går ud, og unge akademikere, som kommer ind,« siger analysechef i AE Emilie Damm Klarskov, hvis største bekymring er, at vi kommer til at stå med alt for få faglærte, men alt for mange ufaglærte.

Tidligere overvismand og professor i økonomi ved Aarhus Universitet Torben M. Andersen kan heller ikke mindes, at han tidligere har set så stor en omvæltning på arbejdsmarkedet.

»Vi har før set det omvendte, at der kom flere unge ind end ældre, men det skete i et meget langsommere tempo,« siger Torben M. Andersen.

For lidt arbejdskraft

De mange danskere på vej mod den tredje alder er en direkte følge af aldringen af befolkningen. Det er også en af årsagerne til, at alderen for folkepensionen er blevet sat op. Den er på nuværende tidspunkt på 67 år, og den vil blive sat op til 68 år i 2030 og 69 år i 2035.

Det udskyder naturligt nok tilbagetrækningen for mange af de her danskere. Samlet set er der næsten 490.000 danskere, som kan gå på pension de kommende år, men AE regner med, at det kun vil være omkring 400.000, som rent faktisk gør det.

Administrerende direktør i tænketanken DEA Stina Vrang Elias mener, at de mange på pension ikke bare vil gøre, at det er cykelmekanikeren, som vi kommer til at mangle.

Det vil være over en bred kam, at der vil være for lidt arbejdskraft.

»Umiddelbart er det jo kendt, at vi kommer til at mangle mange typer faglærte. Men der vil også være mangel på lærere, it-specialister og ingeniører. Ligesom der er ufaglært arbejde, som aldrig vil forsvinde eksempelvis i oplevelsesindustrien. Helt grundlæggende bliver der mangel på alt,« siger Stina Vrang Elias.

Hun mener som udgangspunkt, at det ikke er et problem, at der bliver uddannet flere og flere akademikere, fordi mange af dem også vil komme til at mangle.

»Men der er behov for at se på, hvordan vi tilgår manglen. For der er jo kun de unge, som der er,« siger Stina Vrang Elias.

Gennem oprørt farvand

Det lyder umiddelbart som et rent paradis for specielt de unge, hvor de bare kan vælge og vrage mellem job. Men både Torben M. Andersen og forskningschef i Rockwool Fonden Jan Rose Skaksen tager en lidt anden tilgang til spørgsmålet, om aldringen af befolkningen vil skabe mangel på arbejdskraft.

I længden findes mangel på arbejdskraft ikke. Hvis der kommer til at mangle for eksempel faglærte, vil lønnen til de faglærte stige, og det vil få efterspørgslen til at falde.

På den måde vil der frem mod 2035 ske en tilpasning, men omvendt er Torben M. Andersen og Jan Rose Skaksen helt enige i, at der vil komme en overgangsperiode i de kommende år, hvor det langtfra er sikkert, at det udbuddet af arbejdskraft passer sammen med de behov, virksomhederne og det offentlige har.

»Der kommer nogle mismatchproblemer. Nogle virksomheder vil ikke kunne få den arbejdskraft, som de efterspørger. Når den slags mismatchproblemer opstår, kan vi godt komme gennem noget oprørt farvand, før tingene tilpasser sig,« siger Torben M. Andersen.

Han fremhæver, at en af konsekvenserne er, at der i en overgangsperiode kan blive flyttet arbejdspladser ud af landet, fordi virksomhederne ikke kan få nok folk. Der kan også være flere job, som bliver overtaget af robotter.

Jan Rose Skaksen mener, at det er »meningsløst at sige, at der bliver mangel på alt«. 

»Vi bliver færre mennesker i Danmark, men det betyder bare, at vi skrumper. Men det er ikke sådan, at de små lande klarer sig dårligere end de store,« siger Jan Rose Skaksen.

Men han kommer også med en klar tilføjelse:

»Der kan være noget midlertidigt med mangel på arbejdskraft, og i de gode tider kan det blive svært. Den faglærte arbejdskraft er den, som der forsvinder mest af. Hvis man skal være bekymret for mangel på arbejdskraft, er det på dette område,« siger Jan Rose Skaksen.

Her bliver det svært

I analysen fra AE kan man se, at der er 89.000 danskere med mellemlang uddannelse, der kan trække sig fra arbejdsmarkedet frem mod 2035.

Det er blandt andet lærere, sygeplejersker og sosu'er, der først og fremmest er ansat i det offentlige.

Det er et af de områder, hvor det bliver meget sværere at bruge lønnen til at få udbud og efterspørgsel efter arbejdskraft til at passe sammen.

»Der kan være nogle strukturer, hvor det er svært at lave de nødvendige tilpasninger,« siger Jan Rose Skaksen.

Både Stina Vrang Elias, Torben M. Andersen og Jan Rose Skaksen er enige om, at der især kan opstå problemer med en række ufaglærte job som eksempelvis rengøring og forskellige job i oplevelsesindustrien. Her kan løsningen være endnu mere udenlandsk arbejdskraft.

Berlingskes privatøkonomiske brevkasse giver svar på alle dine spørgsmål om renter, pension, bolig, formue og meget mere.

Send dine spørgsmål til dinepenge@berlingske.dk

Kære brevkasse

Hvis man er så uheldig at være minoritetsejer i en ejerforening, hvor de resterende ejere er en familie (som langsomt har købt majoriteten) – vil stemmeandelen (25 procent) da bevirke, at alle beslutninger, der træffes af den sammentømrede familie, skal efterkommes?

Kh. 
J.M.

Kære J.M.

I henhold til Ejerlejlighedsloven er det generelt sådan, at beslutninger på generalforsamlingen træffes på baggrund af stemmer, der er vægtet efter fordelingstal. Det betyder, at ejere med en større andel af ejendommen (målt i fordelingstal) har en større stemmevægt.

Hvis en familie ejer en majoritet af ejerlejlighederne og dermed har en majoritet af stemmerne efter fordelingstal, vil de kunne træffe beslutninger på generalforsamlingen, så længe disse beslutninger opfylder de krævede flertalskrav specificeret i loven og vedtægterne.

Der er dog bestemmelser i Ejerlejlighedsloven, der skal beskytte minoritetsejere mod beslutninger, der kan være urimelige eller til ulempe for dem. Ifølge § 4 i Ejerlejlighedsloven må der ikke træffes beslutninger på generalforsamlingen, som åbenbart er egnet til at skaffe visse ejere eller andre en utilbørlig fordel på andre ejeres eller ejerforeningens bekostning. Tilsvarende gælder for beslutninger, der påfører en eller flere ejere en utilbørlig ulempe.

§ 4 er en såkaldt generalklausul, og den blev indført som en nyhed i loven, da den blev revideret for små fire år siden. Det er hensigten, at generalklausulen skal kunne dække nogle af de situationer, der hidtil har været tiltænkt dækket af stemmebegrænsningsreglen i den tidligere gældende lovs § 2, stk. 4. 

Den regel var en begrænsning af den almindelige regel om, at hver ejerlejlighedsejer har stemmeret for sin lejlighed. Stemmebegrænsningsreglen begrænsede stemmeretten for for eksempel den oprindelige ejer af en ejendom, der har solgt én eller flere ejerlejligheder i ejendommen. 

Bestemmelsen havde blandt andet til formål at beskytte mindretallet mod de tilfælde, hvor en udlejer opdeler en ejendom i ejerlejligheder og sælger netop så mange lejligheder, at udlejer bevarer majoriteten i ejerforeningen og fortsat kan bestemme, om der skal ske moderniseringer, reparationer og vedligeholdelse og i givet fald omfanget heraf. 

En oprindelig ejer af en udlejningsejendom, der er opdelt i ejerlejligheder, skal fortsat ikke kunne indrette sig således, at vedkommende sælger netop så mange ejerlejligheder, at den pågældende ejer bevarer majoriteten og dermed i realiteten hovedindflydelsen i ejerforeningen og derved på generalforsamlingen kan gennemtrumfe beslutninger, der er til vedkommendes egen fordel og til ulempe for de øvrige ejere. 

I sådanne tilfælde vil der efter en konkret vurdering kunne ske tilsidesættelse efter generalklausulen.

Der kan opstå situationer, hvor en beslutning ikke er til nogens fordel, men til ulempe for en eller flere ejere. Generalklausulen finder også anvendelse på beslutninger, der kun påfører en eller flere ejere en utilbørlig ulempe.

Så selvom en familie, der ejer majoriteten af ejerlejlighederne, har en betydelig indflydelse på beslutningerne i ejerforeningen, er der grænser, som skal beskytte minoritetsejere mod urimelige beslutninger.

Med venlig hilsen
Allan Ohms, advokat (H)
www.forumadvokater.dk

Send dine spørgsmål til dinepenge@berlingske.dk eller udfyld nedenstående formular:

Det kan godt være, at Warren Buffett er oppe i årene.

Men når den 93-årige investor flytter rundt på sin formue eller bare overvejer at gøre det, så giver det genlyd verden over. Og nu sker det igen.

Warren Buffett stillede sig lørdag op på talerstolen foran tusindvis af investorer i sit investeringsselskab Berkshire Hathaway. Fra talerstolen luftede han et muligt næste træk, skriver CNBC.

Den garvede investor proklamerede nemlig, at Berkshire Hathaway – der er Buffetts investeringsselskab og det ottende største selskab i verden målt på markedsværdi – står klar til at investere i Canada.

»Vi føler os ikke utilpas på nogen måde ved at sætte vores penge i Canada. Faktisk ser vi på én ting nu,« sagde Buffett uden at uddybe præcis, hvilken investering han har øje på. 

Det er en bemærkelsesværdig udmelding i sig selv, fordi Berkshire Hathaway generelt har fokus rettet mod investeringer i hjemlandet USA. Dog er det ikke første gang, at Warren Buffett sætter penge i udlandet. 

Eller i Canada for den sags skyld.

Berkshire Hathaway har tidligere investeret 300 millioner dollar – over to milliarder kroner – i canadiske Home Capital Group, der yder lån til boligejere.

Desuden vakte det opsigt, da Warren Buffett i foråret sidste år købte godt op i japanske aktier. Konkret købte Berkshire Hathaway op i de fem store, japanske handelshuse – herunder Mitsubishi, Mitsui og Itochu. 

De er allesammen steget mellem 67 og 129 procent siden begyndelsen af april sidste år. Det er sket i takt med, at japanske aktier er på deres højeste i 34 år.

På talerstolen lørdag løftede Warren Buffett ikke sløret for, præcis hvilket selskab Berkshire Hathaway overvejer at købe i Canada.

»Det er klart, at der ikke er så mange store virksomheder deroppe (i Canada, red.), som der er i USA,« sagde Buffett og pointerede, at Canada er en stor økonomi, som Berkshire Hathaway forstår i modsætning til mange andre lande.

Berkshire Hathaway afslørede desuden lørdag, at de har solgt ud af deres Apple-aktier. Det har længe været et af selskabets største investeringer.

Lige nu er der flere og flere danskere, der fravælger at købe og køre i egen bil.

De leaser deres bil, og det er der især to rigtig gode grunde til.

Prisudviklingen på brugte biler svinger mere end nogensinde, og leasingselskaberne konkurrerer hårdt, så priserne ifølge en markedsanalytiker er historisk gode.

Mens privatleasing er langt det mest udbredte, så er der også andre måder at lease eller langtidsleje en bil på.

Faktisk har der aldrig før været så mange forskellige måder at få fat i en bil på. 

De to hovedveje til en bil er stadig at købe eller privatlease. Men i leasingverdenen er der flere muligheder.

Her er et overblik over hovedtyperne af leasing, som alle giver dig forskellige muligheder – og forskellige størrelser på regningen for at råde over bilen.

Se desuden plusser og minusser ved de forskellige typer leasing.

#1 Operationel leasing

Den mest relevante type af leasing for dig og mig er formentlig privatleasing i den form, der officielt kaldes operativ leasing.

Groft sagt ejer leasingselskabet bilen, og du lejer den i typisk tre år.

I de fleste tilfælde lægger du en kontant udbetaling og betaler derefter en fast månedlig ydelse i den aftalte periode for at kunne køre i bilen.

Ydelsen dækker også service på bilen, mens du selv skal betale forsikring, grøn ejerafgift og brændstof eller el.

I nogle tilfælde er der også slagtilbud uden udbetaling, mens de aftalte perioder kan variere mellem typisk et til tre år, hvorefter bilen afleveres.

Den mest almindelige periode er tre år, og desuden er der også en begrænsning på antallet af kilometer – oftest 15.000 kilometer om året – som det er klogt at overholde.

Flere kørte kilometer end det aftalte udløser nemlig en temmelig høj betaling pr. kilometer.

Leasingselskabet ejer bilen og står dermed med risikoen for, hvad bilen er faldet i værdi efter endt leasing.

Dermed behøver du ikke at bekymre dig om værditabet på bilen.

Men når bilen afleveres, synes den typisk af en uvildig part for eventuelle skader, som du hæfter for.

Der kan tegnes en forsikring, der dækker skaderne, og det kan også være en billigere løsning at få udbedret eventuelle skader inden afleveringen.

Endelig kan operationel privatleasing også foregå med brugte og dermed billigere biler, hvis du ikke går op i at køre i en ny bil. Det kaldes releasing, fordi det typisk laves med biler, der er leasede ud tidligere.

En leasingkontrakt kan typisk opsiges efter 11 måneder, så bilen kan afleveres igen efter et år.

Plusser og minusser:

+ Forudsigelig økonomi, hvor for eksempel værditab og ændring i bilafgifter ikke rammer dig.

+ Kan opsiges med én måneds varsel efter 11 måneder.

+ Service er med i prisen.

– Du binder dig til bilen i 11 måneder.

– Du skal kende dit kørselsbehov, så du ikke skal betale for ekstra kilometer.

– Der er en risiko for en regning på grund af skrammer og skader.

– Du kan ikke til- og fravælge udstyr i samme grad som ved køb.

#2 Flexleasing

En anden mulighed er flexleasing, som også kaldes finansiel leasing og som typisk foregår med biler i den lidt dyrere ende.

De kan med denne leasingform blive lidt billigere at få adgang til at køre i, fordi registreringsafgiften kun betales løbende for den periode, bilen er indregistreret, fremfor som ved køb og operationel leasing at blive betalt på én gang.

Men leasingtageren står selv med risikoen på bilens værdi, når leasingen stopper.

Med andre ord er det dit ansvar at finde en køber til bilen til den pris, der er forudsat i kontrakten – og som du selv hæfter for.

Plusser og minusser:

+ Du får adgang til den drømmebil, som du ellers ikke ville have råd til at køre i.

+ Du betaler kun den nødvendige registreringsafgift løbende.

– Du står med risikoen på den forventede restværdi, når leasingen er slut, og du betaler afskrivningen undervejs.

– Dermed kender du ikke totalomkostningen, før regnskabet er gjort op til sidst.

– Du hæfter selv, hvis bilen går i stykker – selvfølgelig i forhold til bilens eventuelle fabriksgaranti.

#3 Splitleasing

En tredje form er splitleasing, der er en leasingform, hvor du kan dele en leasingbil med en virksomhed.

Den egner sig dermed også kun til dig, der bruger bilen både arbejdsmæssigt og privat.

Der laves to separate leasingaftaler på bilen, og du og virksomheden betaler den del af kørslen, der vedrører jer hver især.

Det kræver en GPS-baseret kørebog i bilen, så det bliver registreret, hvornår bilen kører henholdsvis privat og erhvervsmæssigt.

Dette er i princippet også operationel leasing, hvor det er leasingselskabet, der ejer bilen og dermed også risikoen ved restværdien efter endt leasingperiode.

Plusser og minusser:

+ Du kan få en bil til en lavere privat ydelse, end hvis du selv havde leaset bilen alene.

+ Din arbejdsgiver slipper også billigere og kan trække momsen fra.

+ Du slipper for at betale skat af firmabil.

– Det er en mere kompliceret leasingform, og du skal være disciplineret med at føre kørebog.

#4 Bilabonnement eller langtidsleje

Endelig er der bilabonnement, som er en mere fleksibel form for privatleasing. Blandt andet binder man sig typisk kun for tre måneder med en måneds opsigelse.

Desuden kan der skiftes bil undervejs, og abonnementet kan sættes på pause. 

Det er også en af de letteste måder at have bil på, fordi alt bortset fra brændstof er inkluderet i prisen.

Men når bilen afleveres, bliver den synet for skader på samme måde som ved en leaset bil.

Bilabonnement kan kaldes en slags udvikling af langtidsleje af biler, som typisk kan aftales fra en måned til et år. Men principperne er stort set de samme.

Plusser og minusser:

+ Nok den letteste måde at få fat i en bil på.

+ Du kender dine bilomkostninger på forhånd.

+ Du kan komme ud af aftalen efter tre måneder med en måneds opsigelse.

– Den månedlige ydelse er ifølge Dribe lidt højere.

– Der kan være færre kilometer inkluderet end ved leasing.

– Der er et mindre udvalg af biler end ved leasing og især køb.

55-årige Mads Ulrik Pedersen er Danmarks største tomatavler og topchef i det tidligere fynske gartneri Alfred Pedersen & Søn, der blev stiftet i 1948 af hans forældre og i dag har skiftet navn til Nordic Greens.

Virksomheden er mest kendt for Katrine & Alfreds-tomater og har produktion i enorme drivhuse i Bellinge nær Odense. De udgør langt størstedelen af Mads Ulrik Pedersens ejerskab af ejendomme.

Drivhuse kategoriseres i de offentlige registre som fast ejendom, og derfor adskiller Mads Ulrik Pedersen sig også markant fra mange af landets ejendomsmatadorer. Han er landmand.

Mads Ulrik Pedersen ejer 240.000 kvadratmeter fordelt på 21 ejendomme, der tilsammen har en værdi på 139 millioner kroner ifølge de gamle ejendomsvurderinger.

I en større artikelserie belyser Berlingske, hvem der ejer mest jord og fast ejendom i Danmark.

Og i den forbindelse figurerer Mads Ulrik Pedersen som nummer ni på Berlingskes liste over de ti enkeltpersoner, der ejer mest fast ejendom i hele landet.

Ikke »ulven kommer«

Mens langt de fleste på listen har afvist at stille op til interview, vil Mads Ulrik Pedersen gerne. Moderne tomatproduktion kalder han selv »en blanding mellem industri og jordbrug«.

»Det minder efterhånden mere og mere om industri på den måde, vi dyrker på. Alt er automatiseret og med robotter,« siger han.

De seneste år har han udvidet og moderniseret produktionen af tomater med fokus på bæredygtighed og energieffektivitet.

Samtidig har han etableret tomatproduktion i Sverige.

Han har også ved flere lejligheder advaret om, at den danske tomat er truet, og at produktionen risikerer at flytte til udlandet.

Danske klimakrav og høje afgifter risikerer nemlig ifølge ham at kvæle hele den danske gartneribranche.

Resultatet er, at den danske tomat kan afgå ved døden og blive erstattet af udenlandske tomater, som muligvis er produceret med et større klimaaftryk og under mere miljøbelastende forhold end danske tomater.

»Det er altså ikke bare »ulven kommer«. Min virksomhed er her godt nok stadigvæk. Men det er mange af vores konkurrenter ikke længere. Da jeg var formand for væksthusgartnerne for 15 år siden, var vi 43 producenter. Nu er vi reelt en god håndfuld,« sagde Mads Ulrik Pedersen i 2021 til Berlingske.

I dag mener han stadig, at der er »fundamentale udfordringer« i Danmark.

»Vi kan heldigvis se, at danske forbrugere er villige til at betale ekstra for lokalproducerede varer. Så vi er her endnu og prøver selvfølgelig at få det bedste ud af det,« siger han.

I 2021 havde Nordic Greens et resultat på blot 1,9 millioner kroner. I 2022 voksede det til 12 millioner kroner. Virksomheden har en egenkapital på 102 millioner kroner.

I 2017 gav Mads Ulrik Pedersen sig desuden i kast med produktion af medicinsk cannabis i selskabet Aurora Nordic. I 2020 solgte han virksomheden og arbejder nu videre med forædling af cannabisfrø til eksport.

Medmindre man elsker stat og brutal rå statslig kapitalmagt, er der stadig ikke noget som helst godt at sige om tidligere erhvervsminister Simon Kollerups (S) beslutning om i 2022 at gennemtrumfe – med vold og magt – sin statslige superfond med det rædsomme navn EIFO.

Jeg ved faktisk ikke, hvem der har hittet på navnet på misfosteret. Fusionen af Vækstfonden, Danmarks Eksportkredit og Danmarks Grønne Investeringsfond fik ved sin fødsel navnet EIFO, den korte form af det lange navn Danmarks Eksport- og Investeringsfond.

Nogen burde opspore den person, som fik ideen til det miserable navn. 

Da man skulle udvikle den gamle, kulsorte statsgigant DONG til et virksomhed med en sjæl, en identitet og et formål, så valgte ledelsen trods en opsigtsvækkende navnestrid i Højesteret med familien at gå med navnet Ørsted. Smukt valg.

Logikken var den samme, da en af Danmarks største energivirksomheder også gerne ville skabe en ny fortælling om sig selv. Så blev SEAS-NVE til det, vi i dag kender som Andel, hvor navnet bevidst skal pege på virksomhedens dybe rødder og en moderne fortælling om demokratisk ejerskab. 

Regnvejr er sjovere end EIFO

Motivet bag navnet EIFO må være at begrave rå statslig kapitalmagt i mørkegrå kedsommelig anonymitet. Jeg har oplevet regnvejr, som er morsommere end navnet EIFO. 

Det er derfor en viljesakt at være på stikkerne, når formanden for EIFO med et forretningsomfang på 160 milliarder kroner pludselig går af uden nogen god forklaring. Som et lyn fra en klar himmel forsvandt Torben Möger Pedersen som formand på generalforsamlingen i EKF 26. april. 

Det er opsigtsvækkende, for man kan roligt sige, at den tidligere erhvervsminister Simon Kollerup fandt sin formand blandt vennerne, da han pegede på Torben Möger Pedersen, tidligere topchef i pensionsgiganten PensionDanmark, som statsfondens første formand. Protesterne og modstanden mod fusionen af ikke mindst Vækstfonden og EKF, som har vidt forskellige målgrupper og opgaver, betød, at regeringen ikke skulle have en kritiker for bordenden. 

»Efter to spændende og meget krævende år som formand for Danmarks Eksport- og Investeringsfond har jeg anmodet Erhvervsministeriet om at stoppe som formand,« skriver Torben Möger på LinkedIn. Torben Möger Pedersen har faktisk kun været formand et år og otte måneder. Bestyrelsen er tilmed udpeget frem til 30. juni 2024, så det er svært at se årsagen til Mögers lynexit. 

Nu er Dorit Vanglo, tidligere direktør i LD Fonde, fungerende formand. Hun har siddet så længe i EKF og EIFO, at hun næppe lander formandsposten efter Möger.

Rygterne lyder, at det er erhvervsminister Morten Bødskov (S), som har bedt om Möger om at gå. Måske sandheden aldrig kommer frem om den meget mystiske formandsafgang – eller fyring – fra det socialdemokratiske prestigeprojekt.

Nu kan navnelegen om Mögers afløser starte, men først er det værd at dvæle ved tingenes tilstand i EIFO.

Tåbeligt forslag fra Ole Birk Olesen

Senest kom EIFO under heftigt angreb fra den tidligere transportminister Ole Birk Olesen (LA), som simpelthen ville dreje nøglen om på EIFO. Det forslag er tåbeligt. Det gamle EKF løser også i den nye superfond en central opgave med at finansiere store danske – og ofte grønne – eksportordrer. Ikke mindst eksportkreditten har i 2023 sikret en omsætning på 45 milliarder i danske virksomheder, fremgår det af årsrapporten. De fleste lande har i øvrigt en eksportkreditordning.

Hvis Ole Birk Olesen havde sat sig ind, hvad EIFO laver, så havde han lanceret et mere begavet angreb, hvor han gik efter at splitte superfonden op igen. Fusionen har ikke ført til nogen stordriftsfordele, tværtimod. Udgifterne til fondens bureaukrati lå sidste år på 708 millioner, og det er knap 100 millioner kroner mere end før fusionen. 

Ligeledes kan EIFO angribes for åbenlyse problemer med habilitet og politiske vennetjenester.

Næstformanden i bestyrelsen er den tidligere topchef i ATP, Bo Foged, som i dag er investeringsdirektør i kapitalfonden Copenhagen Infrastructure Partners (CIP). CIP har en dyb interesse i at få staten til at medfinansiere deres projekter eller måske at gøre livet sværere for konkurrenter. 

Ganske besynderligt blev statsminister Mette Frederiksens (S) tidligere spindoktor Martin Rossen, der havde et mindre job som chef for kommunikation og bæredygtig i Danfoss, pludselig sendt i bestyrelsen for EIFO. Siden har Rossen sagt op for at åbne sin egen rådgivningsvirksomhed, hvorfra han i princippet mod betaling kan råde kommende kunder i EIFO om, hvordan de bedst kan udnytte statsfondens tilbud.

Det er ikke smukt.

Er fagbevægelsens oprindelige drøm

Erhvervsminister Morten Bødskov har senest givet EIFO en ekstra opgave med at administrere en ny midlertidig statsstøtte på en milliard kroner. Sådan en ordning kunne lige så vel ligge i Erhvervsstyrelsen, så vi må forstå, at Socialdemokraterne stadig drømmer om at gøre statsfonden endnu mere magtfuld i tråd med fagbevægelsens – ikke erhvervslivets – oprindelige drøm. 

Der er formentlig kun én person, som på én gang kan sørge for at holde EIFO mest muligt ude af søgelyset, befæste superfondens autoritet og udvikle EIFOs position. Heldigvis har denne person også styrken til at rydde op i de værste dårligdomme i EIFO.

Det er naturligvis den afgående departementschef i Erhvervsministeriet, Michael Dithmer, som i et nyt interview i Berlingske ikke virker træt af at arbejde.

Dithmer er en levende legende som en af de længstsiddende departementschefer nogensinde med den sære rekord, at han aldrig nogensinde har mistet en minister på en dårlig sag. Dithmer er frygtløs, når det gælder milliarder. Han stod på broen, da han stod fadder til seks bankpakker under finanskrisen. 

Selvsagt er han født med den dybeste indsigt i den statslige superfond, fordi han som departementschef skulle føre planerne ud i livet. 

Ingen larmende person i EIFO

Regeringen har ingen interesse i at sætte en larmende person som tidligere nationalbankdirektør Lars Rohde i spidsen for EIFO, fordi han sikkert bare begynder at være kreativ og ekspansiv, ligesom han var det i ATP, da han skabte den forretningsmodel, hvor pensionsgiganten har en spillebule i baglokalet. Den siddende ATP-direktør Martin Præstegaard kæmper lige nu ned næb og klør for at forsvare, at høj risiko og gearing er i de mest trængende pensionisters interesse.

Toppolitikere har sagt om Michael Dithmer, at det at være minister »under« ham er som at være ministeren James Hecker i den vittige britiske komedieserie »Yes, minister« fra 1980erne. Selve personifikationen af Dithmer er seriens departementschef, Sir Humphrey.

I et berømt afsnit skændes ministeren og departementschefen om ulovlig våbenhandel. Ministeren spørger Sir Humphrey, om han slet ikke kan se forskel på, hvad der er rigtigt og forkert.

»Det håber jeg virkelig ikke,« svarer Sir Humphrey. Det er brillant set.

Dithmer er manden til være formand for EIFO – men det får mig nu ikke til at elske makværket højere.

Thomas Bernt Henriksen er Berlingskes erhvervskommentator

Flere og flere danskere sætter sig bag rattet i en leaset bil.

Det er der rigtig gode grunde til.

Set gennem forbrugernes briller giver de meget turbulente bilpriser lige nu en stor risiko for en økonomisk øretæve i form af voldsomme fald i priserne på deres biler.

Mest markant har Tesla overrasket alt og alle med gentagne prisfald fra begyndelsen af 2023, der også slår igennem på de brugte biler.

Men ved leasing af bilen overlades risikoen til udbyderen af leasingbilen.

Samtidig lader bilimportørerne til at satse mere og mere på at lease biler til kunderne – hvilket har udløst bedre og bedre tilbud på privatleasing.

Så sent som torsdag satte en af de nye kinesiske udbydere, Xpeng, et hårdt slag ind i kampen – åbenlyst mod en af Teslas salgssucceser, model Y – med priser især på at lease bilen, der giver konkurrenterne baghjul.

Det vurderer markedsanalytiker Jan Lang fra Schibsted, der står bag landets største digitale markedsplads for biler, Bilbasen.

»Det er et rigtig godt tilbud. Priserne ved køb er attraktive for forbrugerne, men ved privatleasing er de fuldstændig skåret til, så jeg tror meget på den,« siger han.

Klart billigere

Jan Lang har lave en analyse af et udvalg af de leasingtilbud, der er aktuelle på markedet lige nu. Og konklusionen er, at leasing er klart billigere end at købe og finansiere en tilsvarende bil over tre år og 45.000 kørte kilometer. Og så er risikoen for, at bilen er faldet mere end forventet, også væk ved leasing af bilen.

I kroner koster det i de udvalgte biler 3,64 kroner pr. kilometer i gennemsnit at lease bilen, mens det koster 3,81 kroner i de købte biler.

Selvom den enkelte forbruger måske ikke har sat sig til at gennemregne de samlede omkostninger ved den ene eller den anden måde at have bil på, er tallene tilsyneladende slået igennem i markedet.

I april var 30 procent af de nye biler, der rullede ud på vejene, leasede, og det er næsten en fordobling i forhold til de 17 procent, som privatleasing udgjorde i 2023.

Både administrerende direktør Mads Rørvig fra De Danske Bilimportører og privatøkonom Brian Friis Helmer fra Arbejdernes Landsbank peger på de historisk store udsving i priserne på især elbiler som årsag til, at leasing er blevet så populært.

»Fremgangen for privatleasing finder sted i en tid med usikkerhed om priserne på elbiler, hvilket på sin vis giver god mening. Når man privatleaser en bil, overlader man i princippet usikkerheden om værditabet på bilen til leasingselskabet, hvilket skaber større sikkerhed i privatøkonomien for den enkelte,« konkluderer privatøkonomen.

Jan Lang tilføjer:

»Danske bilkøbere er blevet pisket med usikkerhed i deres biløkonomi, og leasing er det rigtige værktøj til at undgå det. Indtil der opnås en stabil virkelighed på bilmarkedet, så vil vi se en høj andel af privatleasing.«

Klar tendens

Jan Lang følger løbende med i udbuddene og udviklingen i priserne på privatleasing, og han konkluderer:

»For mig at se er der en klar tendens. Selvom alle ikke er med i analysen, så har de alle utroligt attraktive leasingtilbud – også Cupra, Citroën, Opel og Peugeot, som vi ikke kunne få opdaterede priser fra. Den 1. maj var der 240 tilbud om privatleasing i Danmark, og på samme tid sidste år var der 150,« siger han.

Som tommelfingerregel skal den samlede leasingudgift over tre år svare til mellem 40 og 45 procent af bilens nypris for at være et økonomisk godt alternativ til at købe.

Spørgsmålet er så, hvorfor prisen på at lease en bil falder, mens risikoen for, at bilen falder mere i værdi end forventet, stiger.

»Leasingudbyderne har selvfølgelig styr på deres forretning, og der er en ubekendt i regnestykket. Vi ved ikke, hvor meget de betaler for bilerne,« siger Jan Lang og peger på, at der gennem et stykke tid er blevet produceret flere især elbiler, end der har været købere til i verden.

»Det er jo åbenlyst, når man ser på importen af brugte biler fra Europa, at der lige nu dannes et overskud af biler i resten af Europa, som de får for fornuftige penge,« siger markedsanalytikeren.

Det får ham også til at vurdere, at den gunstige situation for danskere på udkig efter en bil fortsætter resten af året og i 2025 – netop fordi mange biler kommer til landet fra resten af Europa, hvor der er flere sælgere end købere.

Læs også: Leasing af biler eksploderer – sådan finder du vej

I forbindelse med den årlige generalforsamling i Berkshire Hathaway har tusindvis af aktionærer denne weekend samlet sig i Nebraska, hvor den afholdes. 

Bag konglomeratet står 93-årige Warren Buffett, der er administrerende direktør i Berkshire Hathaway og ofte bliver kaldt »verdens bedste investor« og »oraklet fra Omaha«.

På dette års generalforsamling har det især vakt opmærksomhed, at han har afsløret, at han endnu engang har solgt ud af virksomhedens Apple-aktier. 

Det skriver flere internationale medier, herunder Financial Times og CNBC.

Indtjeningsrapporten fra første kvartal hos Berkshire Hathaway viser således, at virksomheden nu har 790 millioner aktier i Apple til en værdi af 135 milliarder dollar. Det er et fald på 13 procent.

Apple udgør fortsat langt størstedelen af porteføljen 

Da Buffett besvarede aktionærspørgsmål på generalforsamlingen, pegede han på, at salget sker af skattemæssige årsager efter betydelige gevinster på aktien. 

På trods af salget udgør Apple-aktierne dog fortsat størstedelen af aktieporteføljen hos selskabet. Det er ellers andet kvartal i streg, Warren Buffett skærer ned i Apple-aktierne. 

Det var de to investeringsforvaltere hos Warren Buffett Todd Combs og Ted Weschler, der fik ham overbevist om at købe stort ind af aktier i Apple. 

I den forbindelse kaldte Warren Buffett ifølge CNBC Apple for sin »næstvigtigste forretning« kun overgået af virksomhedens forsikringsselskaber. 

Berlingskes privatøkonomiske brevkasse giver svar på alle dine spørgsmål om renter, pension, bolig, formue og meget mere.

Send dine spørgsmål til dinepenge@berlingske.dk

Kære brevkasse

Først og fremmest tak for Signe Terps råd om »ikke at investere i noget du ikke forstår«. 

Jeg har nogle år arbejdet lidt som vikar i Sverige og lod en del af min løn blive stående på en konto i min svenske bank (Nordea).

Da beløbet blev ret stort, valgte jeg at investere det i værdipapirer. Men som dansk statsborger fik jeg at vide, at jeg kun kunne investere i svenske fonde.

Disse bliver lagerbeskattet, det vil sige, at jeg hvert år bliver beskattet af værdiforøgelsen/værdiforringelsen i Danmark. Altså opgiver jeg hvert år forskellen i værdien fra primo til ultimo på min danske selvangivelse og bliver beskattet herefter i Danmark.

Fondene Nordea Stratega 35 og Nordea Stratega Ränta har gennem årene givet et fint afkast og har nu en værdi på cirka 1,5 million svenske kroner. 

Mit spørgsmål er nu, om det kunne være en bedre idé at sælge fondene, overføre beløbet til min danske bank og købe værdipapirer her. Desværre er kronekursen på svenske penge jo ikke til min fordel.

Med venlig hilsen
P.M.

Kære P.M.

Tak for dit spørgsmål. 

Lagerbeskatning af investering for frie midler, det vil sige almindelig opsparing, er ubetinget en skattemæssig ulempe, da skatten svinger mellem 25 og 42 procent. Dertil kommer besværet med indberetning til Skat. Værdien af dine investeringer i Sverige er hverken mere eller mindre værd end den aktuelle kurs på svenske kroner, så det er ikke et argument for at vente.

Jeg vil på det foreliggende grundlag råde dig til at få solgt og lukket din konto og depot i Sverige og så overføre pengene til din danske konto. Her kan du vælge at investere gennem din danske bank eller vælge Nordnet eller Saxo Bank, hvis du ønsker de lavest mulige omkostninger.

Hvis du vil betale mindst muligt i skat af afkastet, så kan du først sætte maksimalt ind på en aldersopsparing (lagerskat på 15,3 procent), derefter på en aktiesparekonto (lagerskat på 17 procent og maksimal 135.900 kroner i år) og resten i danske realisationsbeskattede aktier/fonde og eller obligationer/fonde (realisationsskat mellem 27 og 42 procent) eller kontantindskud på højrentekonti. 

Hvis du ønsker at investere i en stigning i svenske kroner via Danmark, kan du investere direkte i svenske enkeltaktier, mens svenske aktie- og obligationsfonde er lagerbeskattede og derfor skattemæssigt ikke optimale.

Med venlig hilsen
Søren Verup
Seniorrådgiver i Beierholm Finansiel Rådgivning

Send dine spørgsmål til dinepenge@berlingske.dk eller udfyld nedenstående formular: